Bygninger bygget af konger

Print | Share

Den mest markante og farverige monark i landets historie er Christian IV (1588-1648) - en ægte renæssancefyrste. Som bygherre og arkitekt skabte han nogle af Københavns største og mest værdifulde bygningsværker i en karakteristisk stil, som vi kalder nederlandsk renæssance.

Rosenborg 2Rosenborg Slot

I Kongens Have opførte kongen Rosenborg som privat lystslot, uden for den befæstede hovedstad. Her kan du stadig se rum, hvor han havde sin daglige gang, og hvortil han valgte at blive bragt, da han skulle dø.

Efterfølgende konger har sat deres præg indendøre. På øverste etage kan du se et originalt eksempel på et barokrum med de oprindelig Rosenborg-tapeter, som blev vævet specielt til denne sal i slutningen af 1600-tallet.

Børsen

Med det karakteristiske spir afsløres Christian d. IV's originalitet - han var begejstret for kinesisk fyrværkeri og dette afspejles i dragernes snoede haler. I dag er bygningen hovedsæde for det Danske Handelskammer og kan kun beundres udefra.

Trinitatis Kirke og Rundetårn

Christian IV tænkte på studenterne ved Københavns Universitet, da han opførte Trinitatis Kirke. En 210 meter lang sneglegang inde i tårnet fører op til observatoriet øverst oppe. Lige over for kirken lod kongen opføre Regensen, som den dag i dag er kollegium for studerende.

Tøjhusmuseet

Rummer i dag det Danske Forsvarsmuseum. Det blev opført som forsyningsbygning til skibene i Christian IV's flåde sammen med Proviantgården. Bygningerne omslutter i dag det Kongelige Biblioteks have, som ligger på opfyldt jord hvor skibene omkring 1600 kunne sejle ind i en beskyttet havn.

Holmens Kirke

Var oprindelig en ankersmedje, som Christian d. IV i 1619 lod ombygge til kirke for flådens mandskab. Det er den stadig. Det er også Holmens kirke, som har været anvendt ved kongelige bryllupper, sidst da den nuværende Dronning Margrethe II som kronprinsesse blev viet til grev Henri de Monpezat i 1967.

Nyboder

Christian den IV var også nyskabende i det almindelige boligbyggeri. Han brød afgørende med det kendte by- og boligmønster med opførelsen af disse rækkehuse, som var beregnet til flådens faste folk. I mere end 350 år har de været inspiration for talrige danske boligbyggerier, og det er fortsat mennesker med tilknytning til flåden, som bor her.

Christianshavn

Eller Ny Amsterdam blev oprettet som selvstændig søkøbstad i 1618. Planerne skyldtes den hollandske fæstningsingeniør Joham Semp der støttede sig til teorier i italienske idealbyer. Da området har været forskånet for de store brande i København i 1700- og beg. af 1800-tallet støder du her på bevarede eksempler på huse fra dengang.

 
 

Relateret info