Copenhagen overview

Copenhagen overview

Copenhagen overview

Udforsk København på 24 timer

Er du kun i København for en dag, har vi udvalgt nogle af vores yndlingssteder i byen, som du kan udforske på 24 timer.

Begynd dagen med morgenmad i Torvehallerne. Om morgenen er der ikke mange mennesker, men det er rigtig hyggeligt at sidde og kigge ud på den sovende by, som langsomt vågner. Du kan nyde en kop kaffe hos Coffee Collective, få en bid lækkert brød fra Laura’s Bakery eller få en portion grød fra GRØD i rolige omgivelser.

Fra Torvehallerne kan du gå en tur ned ad Strøget og shoppe lidt. Gå ikke glip af de små brostensbelagte sidegader, som oser af charme og historie. Når du har fået stillet din shoppesult, bør du gå en tur ned i Nyhavn, hoppe på en sightseeing båd og opleve byen og de fleste topattraktioner fra vandet.

Frokosttid? Tag en tur på Royal Smushi Café på Strøget, hvor du kan få smushi, mini-smørrebrød tilberedt ligesom sushi – det er lækkert og også lidt sjovt på samme tid!

Museer og Nye Nordiske Køkken

Noget af det bedste ved København er, at der er gåafstand til det meste – det er den bedste måde at opleve byen på. Efter frokost, kan du besøge et af Københavns mest besøgte museer, Statens Museum for Kunst, Ny Carlsberg Glyptotek eller Nationalmuseet og bagefter tage på en hyggelig café og mærke den hyggelige og afslappede københavnerstemning.

København er verdenskendt for sin gastronomi, så du skal ikke snyde dig selv for en god middag. Prøv en af de Nye Nordiske restauranter, for eksempel Höst, Relæ eller The Standard.

Hvis du besøger København om foråret eller om sommeren, er Kongens Have et besøg værd. Her kan du sidde og nyde solen sammen med de lokale eller gå en tur ned til Rosenborg Slot.  Du kan også besøge Tivoli, hvor du ud over at prøve forlystelserne, kan spise middag på en af de mange restauranter i den gamle have.

Del denne side