Fristaden Christiania, foto Connie Maria Westergaard

Alternative Christiania

Klar til en anderledes oplevelse? Så skal du tage ud forbi fristaden Christiania på Christianshavn i København. Fristaden Christiania er et grønt og bilfrit område, bedst kendt for sit alternative samfund og ikke mindst hashhandlen på Pusher Street. Christiania blev skabt i 1971 af en gruppe slumstormere, der klippede hul i hegnet til Bådsmandstræde Kaserne og besatte de forladte militærbarakker.

Christiania eksisterede under særlige vilkår i 40 år med konstante konflikter og sammenstød mellem de lokale christianitter og den danske stat. 'Normaliseringsindsatsen' begyndte i 2004, og i 2011 blev der indgået en aftale, som betød, at den 1. juli 2012 blev Fonden Fristaden Christiania grundlagt. Fonden ejer nu hele den del af Christiania, der ligger uden for de beskyttede volde, og lejer bygningerne og arealerne inden for voldene af staten. Det er lykkedes Christiania - til dels ved salg af folkeaktier - at samle de 76 millioner kroner, som det koster Fonden Fristaden Christiania at blive herre i eget hus.

Fristaden er en blanding af kreative huse, workshops, gallerier, spillesteder, billige spisesteder og smuk natur. Men Christiania har også sine bagsider, og det er vigtigt, at du er bevidst om, at Christiania ikke er som andre bydele i København. Området kan for nogen virke råt, og christianitterne har vedtaget at par regler, gæster af sikkerhedsmæssige årsager skal overholde: Det frarådes at fotografere, løbe og tale i mobiltelefon på Christiania, især i og omkring Pusher Street. Bemærk, at handel med og besiddelse af hash er ulovligt i Danmark.

Ved hovedindgangen står der skilte om reglerne (skiltene må heller ikke må fotograferes). For den bedste Christiania-oplevelse kan du tage på en guidet tur med en af Christianias egne rundvisere.

Vi anbefaler også vores bydelsguides til Christianshavn & Holmen og Vesterbro.