Følg os på LinkedIn

Følg Wonderful Copenhagen på LinkedIn.

Crowne Plaza er Københavns grønneste hotel

Crowne Plaza
I Ørestaden ligger Crowne Plaza Copenhagen Towers, som er Københavns grønneste hotel. Hotellet er et bevis på, at bæredygtighed og høj kvalitet godt kan kombineres.
Onsdag, august 20, 2014

Solceller på det meste af facaden, klimaanlæg tilsluttet grundvandet og shampooflasker lavet med nedbrydelig majsstivelse. Crowne Plaza Copenhagen Towers i Ørestaden er med titler som World’s Greenest Hotel og Most Cutting Edge Green Hotel in the World et forbillede inden for grøn hoteldrift, hvor selv de mindste detaljer er udvalgt med fokus på CSR, bæredygtighed og miljøhensyn.

Og miljøhensynet havde et klart strategisk formål allerede fra første spadestik.

”I konkurrencebilledet ønsker vi at skille os ud, og derfor har bæredygtighed været en fuldt integreret del af vores  forretning siden starten’’, fortæller Peter B. Andersen, bygningsdirektør på Crowne Plaza.

Hotellet er den første hotelbygning i Europa, der har fået EU-Green Building certifikatet, som er en frivillig ordning, hvor bygningen kræves at forbedre sin energieffektivitet i forhold til almindelige byggerier. Ørestadshotellet er også Danmarks første lavenergiklasse 2-bygning, hvilket betyder, at de skal bruge 65 procent mindre bygningsenergi. Derudover er hotellet CO2-neutralt, eftersom den energi de ikke selv kan producere, bliver leveret fra vindmøller.

Crowne Plaza Copenhagen Towers står i spidsen for en trend, hvor antallet af grønne hotelværelser er næsten tidoblet siden 2008, så nu mere end 71 procent af de københavnske værelser er miljøcertificeret.  

Grøn fra inderst til yderst

De 2.400 kvadratmeter solceller på facaden genererer over 200.000 KWh om året og skærer dermed mere end 10% af det årlige energiforbrug.

En af de store omkostninger ved hoteldrift er klimakontrol såsom nedkøling og opvarmning af hotellet, og her blev et helt unikt system taget i brug for at skære ned på udgifterne.

100 meter dybe boringer under hotellet henter syv-grader varmt grundvand op i et klimaanlæg, der cirkulerer igennem de store bygninger om sommeren og køler bygningerne ned. Når det har været systemet igennem, er det i mellemtiden blevet opvarmet til 17-18 grader, hvorefter det lagres og bruges til vinterens opvarmning, hvor det igen bliver naturligt nedkølet til syv grader.

Og i køkkenerne er flere små køleskabe blevet erstattet af store kølerum for at spare energi, alle kogeplader er induktion og langt størstedelen af frugt og grøntsager er økologiske. Derudover bliver kød hentet fra midtfynske Grambogård, et lokalt landbrug, der fokuserer på dyrevelfærd.

Køkkenaffald og madrester bliver kværnet og suget ned i en 9.000 liters tank i kælderen, hvor den hver anden måned bliver tømt og sendt til Hashøj Biogasanlæg, hvor det bliver omdannet til biogas. Restaffaldet bliver efterfølgende brugt til landbrugsgødning.

Bæredygtig komfort

Alle lyskilder på hotellet reagerer på bevægelse og lys, så de justerer lysstyrken alt afhængig af, hvor meget naturligt lys, der er i rummene.

På værelserne finder man ikke længere en hotelmappe med informationer om løst og fast. Den findes nu på de energibesparende LED-TV, der findes i alle værelser, så man minimerer papirspild. Alle møbler er specialdesignet til hotellet og er delvist fremstillet af genbrugsmateriale. På badeværelset ligger engangsskrabere, shampooflasker og badehætter, alle lavet af majs- og kartoffelstivelse, der nedbrydes i naturen på tre måneder.

De mange grønne tiltag har de sidste fem år bidraget til, at hotellet i gennemsnit bruger 80 procent mindre energi og 50 procent mindre vand end andre hoteller med lignende kapacitet, men uden at slække på kvaliteten.

”For vores vedkommende er det en investering for at skabe en god forretning samtidig med, at vi tager hensyn til miljø og mennesker. Vi er et fint bevis på, at man sagtens kan være bæredygtig samtidig med, at man er et firestjernet hotel, og det havde vi konstant i hovedet, da vi skulle indrette hotellet,” fortæller bygningsdirektøren.

Og hotellet fungerer også som inspirationskilde for andre, der også tænker i grønne baner. Nationale såvel som internationale virksomheder og hoteller kommer på besøg og henter inspiration og erfaringer, som de tager med hjem.

”Vi deler glædeligt ud af vores viden og erfaringer, for vi arbejder jo imod det samme mål. Vi føler, at det er vores pligt og ansvar at videreformidle det, vi har fået ud af det her. For set i et større perspektiv, så er det ikke nødvendigvis svært, og det er en investering,” siger han.

Besøg Crown Plaza Copenhagen Towers

Del denne side

Grøn hovedstad

Ny serie: I anledning af at København i 2014 er kåret som European Green Capital sætter Wonderful Copenhagen hele året fokus på grønne og bæredygtige initiativer i byen.

Tidligere har vi sat fokus på:

Nyt, grønt koncept slipper indfødte og turister løs i Københavns havn

Københavnsk spisehus serverer kasserede råvarer med succes

Økologi bliver omdrejningspunktet i Eurovision Village

Copenhagen Street Food