Stor kongres om transplantationer samler tusindvis af forskere og læger i København

Tusindvis af læger, forskere og fagfolk er på vej til København i 2019 til stor kongres om organtransplantation, som netop er offentliggjort. Det drejer sig om ESOT 2019, som er vundet til afholdelse i København gennem et samarbejde mellem Dansk Transplantationsselskab, Wonderful Copenhagen og partnerne i Meetingplace-netværket.
Torsdag, september 17, 2015

Det er en medicinalkongres i sværvægtsklassen, som lander i København i efteråret 2019, når 3.500 læger og forskere samles i Bella Center til ESOT-kongressen, som netop er vundet til afholdelse i hovedstaden.

ESOT står for European Society for Organ Transplantation og er en paraplyorganisation, som samler viden og praksis om organtransplantation på europæisk og globalt plan. Det er Dansk Transplantationsselskab (DTS), som sammen med Wonderful Copenhagen og partnerne i Meetingplace-netværket har vundet kongressen, der finder sted hvert andet år, til København for første gang nogensinde.

”ESOT er en af nøglekongresserne inden for organtransplantation, som afholdes på dansk jord i 2019. Det er den absolut største, europæiske kongres inden for organtransplantation og på størrelse med nogle af de største, amerikanske kongresser på området. Det er en klar anerkendelse af Danmarks internationale status inden for området, at en kongres af den kaliber nu kommer hertil,” siger Allan Rasmussen, der er overlæge på Rigshospitalet og nyudnævnt kongrespræsident for ESOT 2019.

Læs også: Verdens mest prestigefulde konference om betalinger til København

Store kongresser skæpper i kassen i hovedstaden

Det er ikke kun en fagligt tung begivenhed, der lander i København om få år. Store kongresser og møder er nemlig også en god forretning for byen. Kongresgæster bruger i gennemsnit 3.100 kroner per døgn alene på hoteller, restauranter, sightseeing, shopping og transport.

”At København bliver vært for ESOT 2019 understøtter byens fortsatte position som kongresdestination, ikke mindst på det medicinske område. En position, som i høj grad også er de mange dygtige kongresværters fortjeneste. Sammen med de private aktører i mødebranchen og kongresværterne skal vi fortsætte med at udbygge den, både pga. den markante omsætning, store kongresser genererer, og fordi de giver byen et udstillingsvindue og baner vej for nye forskningssamarbejder og investeringer,” siger kongreschef i Wonderful Copenhagen Jonas Wilstrup.

ESOT 2019 tiltrækker i alt 3.500 deltagere over tre nætter og repræsenterer samlet set 10.500 room nights i hovedstaden.

Læs mere om at være kongresvært

København vandt på faglighed og tilgængelighed

I alt havde 12 byer budt ind på værtskabet af ESOT 2019. København vandt buddet om kongressen foran byer som Amsterdam, Göteborg og Milano.

En afgørende forudsætning for valget af København er Danmarks fagligt stærke position i forhold til fagområdet, men også Københavns ry som en by med livskvalitet og sikkerhed samt tilgængelighed og forbindelse til omverdenen i form af flyforbindelser blev fremhævet i den officielle begrundelse for valget af værtsby.

ESOT 2019 skriver sig ind i en række af store kongresser, møder og events, som i årets løber vundet til fremtidig afholdelse i hovedstaden. Samlet set tegner årets vundne kongresser sig for en omsætning på mere end 800 millioner kr. årligt.

Del denne side