Bag Tivolis porte – Eventyrlighed bygget på knofedt og samarbejde

Vi kender alle den eventyrlige og hyggelige stemning der hersker i Tivoli på en travl sommerdag, men hvordan ser haven egentlig ud når portene smækker og sæsonen er slut? Hvad foregår der bag de lukkede døre op til åbningen og hvor naiv er forestillingen om at haven bare står og venter på os i lavsæsonen? I dag skal vi ind bag portene og se hvad der rører sig i haven når ingen kigger.

Det er tidligt mandag morgen og vi befinder os ved bagindgangen til Tivoli. Det vrimler med travle håndværkere i gule veste, larmen fra diverse maskiner og køretøjer er overdøvende og den hektiske stemning leder vores tanker mere i retning af en byggeplads end den idylliske og magiske forlystelsespark vi ellers kender. På en betonklods foran et af havens mange skjulte værksteder møder vi dagens hovedperson, som skal vise os hvad der sker bag kulisserne i den gamle have.

Hun hedder Louise og har været ansat som maler i Tivoli i mere end 10 år, og kender om nogen til det både omfattende og detaljeorienterede arbejde, der ligger i at vedligeholde og klargøre haven til sæsonåbningen.

Vi bevæger os gennem haven mod malerværkstedet, forbi Dæmonen og op ad de små trapper og må undervejs snige os over og forbi bunker af grus, en gaffeltruck og en trillebør. Og selvom haven stadig er genkendelig, så er det dog et noget andet indtryk af den vi får i dag. Magien og den barnlige forestilling om, at Københavns fantastiske forlystelsespark er lige så smuk, blomsterbeklædt og candyfloss-duftende som altid når porten lukker, er en lille smule udfordret.

En hær af malere, tømrere og smede

Vi bliver mødt med smil og ”godmorgen Loui” fra enhver vi støder på inden vi når det lille værksted, som trods den centrale placering i hjertet af haven, indtil nu altid er gået ubemærket hen for os. Vi skubber skydedøren til venstre og træder ind i et lille lokale fyldt med malerbøtter, et hvidt klaver fra Tivolifesten, samt en Christianiacykel, der bruges til at transportere malergrej og bøtter rundt i haven.

”Vi er tre faste malere i haven, men når vi har lukket for gæster, så er vi ti malere medregnet de eksterne vi bruger. I alt tror jeg vi er ca. 50 faste håndværkere i haven som er her hver dag hele året. Og når vi så har lukket, hyrer vi en masse eksterne håndværkere. Jeg tør slet ikke give dig et tal på hvor mange vi er.”

Fra kaotisk byggeplads til idyllisk have på et døgn

”Man kan godt mærke at der er mere run på her op til åbningen fordi jeg skal sørge for at holde alle de eksterne malere i gang. Men lige så snart vi har åbnet haven, så er det bare mig og så kan jeg rende ud og selv få malet en masse ting. De to sidste dage før vi åbner er det så hektisk og jeg bliver kimet ned af den ene projektleder efter den anden, der alle har noget som skal males.

Dagen inden åbningen går vi rundt og tænker at vi aldrig når det, det hele er en kæmpe byggeplads og vi frygter, at vi har revet for meget ned. Men så alligevel, pludselig en time før vi åbner så ser det hele bare fedt ud og alle hjælper hinanden med at få smidt det sidste skrald ud, få fejet den sidste sti og så videre. Alt spiller og haven står præcis som vi gerne vil have den.”

Efter lidt småsnak og rundvisning, sætter Louise gang i maskineriet i værkstedet, da malingen til dagens første opgave skal tones og blandes.

”Der er alle mulige slags opgaver i kan forestille jer herinde. Fra at jeg går over på Nimb og maler nogle af de fine lokaler, til at jeg render over til arbejdsmændene og vasker skimmelsvamp ned til, at jeg renoverer 100 år gamle dyrekarruselheste eller renser graffiti af på toiletterne. Det er virkeligt et stort spænd af maleropgaver man har herinde i forhold til bare at male hvide vægge hos Fru Jensen. Det kan vi jo alle sammen finde ud af, men dét her, dét er fandeme sjovt.”

Kongen af Tivoli og den underjordiske labyrint

Vi trasker gennem gruset og ind i et lokale spækket med gamle spillemaskiner og enarmede tyveknægte. Lugten af smøger ligger tykt i luften og røber lidt om stemningen i den gamle spillehal. Vi bevæger os ind ad personaledøren til endnu et værksted. Rummet er fyldt op med alt fra værktøj, computere til styring af spilleautomaterne, kasser og grej, til alverdens dimser og udstyr. På bordet midt i lokalet bliver vi mødt og nedstirret af en halv meter høj konge fra Den Flyvende Kuffert. Han skal pletmales og friskes lidt op, så han ser skarp ud til haven åbner.

”Jeg har været i Tivoli i snart 10 år og en af de sjove ting er, at man bliver ved med at støde på steder og ting man ikke anede eksisterede. Jeg kan stadig finde steder hvor jeg ikke har været før. Der er kælder under det meste af arealet herinde. Når du går på fx asfalten så kan du også være ret sikker på, at der er kælderrum nedenunder. Hver en kvadratmeter er udnyttet herinde, for vi kan jo ikke blive større end vi er fordi vi ligger lige midt i byen. Så alternativet er at vi bygger enten op eller ned.”

Vi bliver afbrudt af lyden af Louises telefon. En af de eksterne malere har brug for assistance, så vi må på farten igen. Vi slukker lyset og efterlader kongen i mørket inden vi trisser ud i kulden igen.

Vi går en anden vej tilbage, passerer Vikingeskibene og stopper foran det hvide slot hvor Nimb restauranterne befinder sig. Og hvor man normalt kan nyde udsigten over et hav af blomster i alverdens farver, er bedene jævnet med jord og pladsen fyldt med byggerod, containere, maskiner og håndværkere i gule veste, der myldrer rundt som myrer i en myretue. I baggrunden står en tom karrusel og bagved kan man skimte plænens scene, hvor Fredags Rock koncerterne afholdes. 

En tur i Dæmonen til morgenmad

”Man kan jo ikke helt lade være med at komme her i fritiden for ens familie vil jo også gerne ind os se det, men alene har jeg jo ikke behov for det da jeg jo oplever Tivoli når jeg er på arbejde. Skulle jeg få lyst til at prøve en forlystelse så spørger jeg smedene om morgenen om jeg må få en tur når de alligevel tester dem. Det er meget forfriskende lige at få en hurtig tur i Dæmonen eller en af de andre forlystelser inden arbejdet går i gang.”

En mesterdirigent blandt malere

Vi går ned forbi Orangeriet og over broen på havens sø. Området omkring søen, der ellers emmer af liv og folk i små robåde, virker underligt tom på nær et hav af forskellige fugle, som tilsyneladende har set deres snit til at kapre og erobre denne idylliske del af haven. Da vi når op til Karavanen står der en ung mand i arbejdstøj og venter på Louise. Han mangler en opgave, og det tager blot et par sekunder for Louise at overveje, uddelegere og sætte ham i gang. Der er næppe tvivl om, at malerarbejdets omfang i haven er både alsidigt og uudtømmeligt.  

Tilbage i det lille malerværksted. Mens der tones og blandes maling, koordinerer og uddelegerer Louise opgaver til et par andre malere. Som morgenen skrider frem, står det gradvist mere klart for os, hvor vigtig en rolle Louise spiller i det store og komplekse maskineri, forberedelserne til åbningen af haven er lig med.

”Vores darling herinde er jo dyrekarrusellen. Den er så old school og har været her i så mange år. Den er ved at blive renoveret, og som i kan se går Michelle og pletmaler den lige nu. Det er hjertet i Tivoli og en af vores fedeste forlystelser fordi den er så gammel. Det er nok også derfor at vi ansatte elsker den så meget.”

Håndværkernes rooftop bar

Som et sidste punkt på dagsordenen vil Louise tage os med op på taget af H.C. Andersen slottet for at vise os udsigten over haven og det højeste punkt hun har malet. Vi bevæger os gennem diverse mødelokaler og op ad smalle trapper indtil vi befinder os på loftet under taget i den gamle bygning. Gennem en lille dør træder vi ud i solen på toppen af slottet.

Udsigten er uovertruffen og mens vi fantaserer om kolde forfriskninger i solen, fortæller Louise lystigt den ene anekdote efter den anden. Og det er faktisk næsten alt man kan forestille sig i haven, fra Himmelskibet til bjergene i den gamle rutsjebane, der af og til skal have en kærlig hånd med penslen.

”Vi har en uskreven regel om at der er ikke må være råt træ i Tivoli, så intet må se så nyt ud at man tænker det ikke ser færdigt ud. Det skal altid lige noget farve på eller som minimum altid noget olie eller noget på, så det får noget lækkerhed,” fortæller Louise og peger. ”Der har vi vores kære piratskib som vi faktisk prøver at få solgt. Så hvis I kender nogen der vil købe det må i bare sige til. Det koster vist omkring 10 millioner. Det skal nok fragtes ud med en kran hen over søen og så videre ud på vejen.”

En fortryllende og eventyrlig oase i byen

Arbejdet kalder endnu en gang og da vi er nået til vejs ende, følger Louise os for sidste gang gennem haven tilbage til hvor vi startede. Vi har fået et lille indblik i den massive mængde arbejde der ligger i at gøre Tivoli åbningsklar, samt set en hidtil ukendt side af den smukke gamle forlystelsespark. Det må siges at stemningen og synet bag de lukkede porte er langt fra den idylliske og magiske atmosfære der ellers hersker i haven.

Tivoli er et helt andet sted uden for åbningstiderne. Et sted hvor der arbejdes, bygges, males, bores, skrues, renses og plantes til den helt store guldmedalje. Og efter en dag bag kulissen står det klart for os, at den magiske perfekthed man som gæst mærker i haven om sommeren er bundet op på den massive forberedelse og det hårde arbejde Tivolis ansatte ligger for dagen når portene er lukkede.

Det er svært at forestille sig hvordan den hektiske og rodede byggeplads vi har set i dag inden for et par uger igen, står snorlige. Men vi er ikke i tvivl om, at vi fra den 8. april, trods kigget bag kulissen, atter engang vil lade os imponere og fortrylle af skønheden, forlystelserne og stemningen i Københavns fantastiske by-oase, Tivoli.