I 1909 så brygger Carl Jacobsen balletten Den lille Havfrue, baseret på H. C. Andersens eventyr af samme navn. Dybt betaget af denne forestilling bad han billedhuggeren Edvard Eriksen om at skabe en statue af den smukke havfrue. Edvard Eriksen brugte sin kone Eline som model og skabte Københavns vartegn Den lille Havfrue, som blev afsløret på Langelinie 23. august 1913 som en gave til byen. Hvert år fejres hendes fødselsdag med balloner, musik og havfruer.
Tivoli åbnede i 1843 og er en af verdens ældste forlystelsesparker. Men Tivoli er meget mere end blot en forlystelsespark. Den traditionsrige eventyrhave er stemningsfuld bare at spadsere igennem. Hver en lille plet er som fortryllet, oplyst af kulørte lamper og plantet til med smukke blomster. Blandt de mange forlystelser er der noget både for vovehalsene og de mindre modige, samt koncerter, teater og restauranter.
Københavns største indkøbsområde er centreret omkring Strøget i hjertet af København. Strøget er verdens længste gågade med et væld af butikker, fra budgetvenlige kæder til nogle af verdens dyreste mærkevarebutikker. Strækningen er 1,1 kilometer lang og går fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv. Strøget er et kælenavn fra 1800-tallet og dækker over gaderne Frederiksberggade, Nygade, Vimmelskaftet og Østergade samt torvene Nytorv, Gammeltorv og Amagertorv.
Den Nye Havn fra 1673 startede som en travl erhvervshavn. Skibe fra hele verden lagde til kaj her, og livet i havnen var præget af sømænd, værtshuse, glædespiger og fest. Den Nye Havn blev til Nyhavn, og de skønne, gamle og skæve huse, som før husede købmænd, blev gradvist renoverede og fyldt med hyggelige restauranter og barer. Om sommeren er Nyhavn et populært samlingspunkt, hvor der soles, spises og drikkes. Hvis du ikke bryder dig om priserne, så gør som de lokale. Køb en øl i den nærmeste kiosk, og nyd den på kajen.
Carlsberg blev grundlagt i 1847 af brygger J.C. Jacobsen, som sammen med sin søn Carl har haft stor kulturel indflydelse på København. Det gamle bryggeri i Valby er i dag omdannet til et 10.000 kvadratmeter stort besøgscenter, som er en af Københavns mest populære attraktioner. Her får du Carlsbergs historie og naturligvis en smagsprøve på verdens bedste pilsner.
Den Kongelige Livgarde vogter Kongehusets vinterresidens Amalienborg Slot i København. Hver dag kl. 11:30 marcherer garden fra kasernen ved Rosenborg Slot gennem Københavns gader til Amalienborg Slot, hvor der er vagtskifte kl. 12:00. Når Dronningen er hjemme - se om flaget er hejst over Christian IX's Palæ, også kaldet Schacks Palæ - bliver Livgarden akkompagneret af musikkorpset.
Rosenborg Slot blev bygget af Kong Christian IV i 1600-tallet og var efter sigende hans yndlingsresidens, hvor han levede og døde. Indtil 1720 blev slottet beboet af den kongelige familie, hvor hver konge skabte sine gemakker efter skiftende mode. Siden 1838 har slottet været et historisk museum, kaldet De Danske Kongers Kronologiske Samlinger. Det ligger i den smukke grønne oase Kongens Have.
Rundetaarn er Europas ældste fungerende observatorium. Her er der blevet studeret stjerner lige siden 1642. Rundt om observatoriet løber en udendørs platform med udsigt over Københavns latinerkvarter. Vejen til toppen går via en lang sneglegang, der er 268,5 meter lang i yderbanen og kun 85,5 m inde ved tårnets kerne.
Den ærefrygtindgydende Marmorkirke med den karakteristiske kobbergrønne kuppel må siges at være en af Københavns mest imponerende kirker. Kirken ligger på lige linje med Amalienborg Slot og Operaen midt i Frederiksstaden. Kirkens officielle navn er da også Frederiks Kirke. En af Københavns bedste udsigter opnås fra kuplen, som dog har særlige åbningstider.
Københavns Botanisk Have er et levende museum med 100 år gamle træer, stenhøje, gamle rosensorter, stauder og danske planter. Haven rummer Danmarks største samling af levende planter og den eneste genbank for vilde planter. Udover den store landskabshave er det store Palmehus fra 1874 med tropiske og subtropiske planter et trækplaster.