Valuta
Close
Omregn Danske Kroner til


 
Min guide
Add to Your Guide

Top 10 cykler

1/10

1: Drømmecykel

2/10

2: Far og søn

3/10

3: Ladcykel

4/10

4: Christianiabike

5/10

5: Sort og rød cykel

6/10

6: Foldecykel

7/10

7: Racercykel

8/10

8: Tandemcykel

9/10

9: Damecykel

10/10

10: Cykling i snevejr

Folk der cykler alle steder hen, har tit et personligt forhold til deres cykel. De går op i, at den kører godt, at den er vedligeholdt, men også tit at den ser godt ud. Der er mange, som derfor pynter deres cykler med alskens tingeltangel. Det kan være med blomster, klistermærker, eller også maler de den på en bestemt måde. Cyklen er ikke længere noget, man bare kører rundt på, men det er også blevet en måde at udtrykke sig på. Cyklen kan signalere kreativitet, glæde, personlighed eller endda politiske tilhørsforhold.

Hvis der er en ting, der vil få folk til at tage bilen frem for cyklen, er det familielivet. Det er mere praktisk at kunne køre rundt med børnene og deres ting og sager i bil, men for københavnerne er dette ikke nødvendigvis sandt. Der er masser af Københavnere, som beholder cyklen til at transportere deres børn til og fra daginstitutioner. Økonomien er måske en faktor for nogle, men ikke for alle, og i dag er der cykler, og tilbehør til cykler, som gør op med det upraktiske ved børn på cyklen. Især Christianiabike’en er et glimrende eksempel. Københavnere vælger børn og cykel på grund af mange ting, så som økonomi, miljø, sundhed og nemhed.

Den gamle ladcykel, som den så ud før Christianiabike’en, blev brugt til vareudbringning i København og i andre byer. Den var god for butikker, som skulle have bragt få ting ud hurtigt, og ikke krævede de samme ressourcer som en bil eller lastvogn. Små butikker havde ikke altid råd til moderne transportmidler, og her var ladcyklen ideel, og blev tit benyttet af unge buddrenge, som tit kørte byen rundt dagen lang, med alt lige fra blomster og tøj til mælk og fødevarer. Modellerne var mange forskellige, og en meget almindelig en var denne med et fladt lad mellem styret og forhjulet. I dag er denne type cykel blevet erstattet af andre, mere let anvendelige typer som Christianiabike’en, som både er nemmere at styre, men som også kan rumme mere og har andre funktioner ved siden af.

Christianiabike’en ser man alle steder i København. Den er praktisk, og signalerer alt fra familieliv og miljøbevidsthed til mode og kvalitetsbevidsthed. Cyklen er blevet udviklet og bygget siden 80’erne i værkstedet på fristaden Christiania, som er det eneste sted man kan købe den. Cyklen er trehjulet, og fås i forskellige udformninger, alt afhængigt af hvad den skal bruges til. Christianiabike’en ses som det ypperste på markedet inden for cykelanhængere, fordi den er af så høj kvalitet, og nem og sikker at komme rundt på.

København er en af verdens bedste cykelbyer, og 36 procent af den københavnske befolkning cykler til og fra arbejde og skole. Så det er kun naturligt, at det kan være svært at finde et sted at sætte sin cykel. Københavnere kan derfor blive kreative, og låse deres cykler fast til alt muligt, lige fra skraldespande og lygtepæle til vejskilte og nedløbsrør. Der bliver stjålet mange cykler i København, og mange føler sig kun sikre, hvis deres cykel er blevet låst fast til noget. Dette giver kreative resultater, som ikke altid er på lovens side.

Foldecyklen vinder vej frem i det københavnske gadebillede. Den lille, lette cykel, som både er nem at have med og let at opbevare, er gået hen og blevet mange københavneres foretrukne transportmiddel. Foldecyklen har sine rødder helt tilbage til 2. verdenskrig, da den blev kastet ned over Holland under den allierede invasion. Cyklens sammenklappelige evne gør den især interessant for campister, sejlere og pendlere, da den ikke fylder noget i bussen, i toget, i båden eller i campingvognen. I mange år har den haft ry for blot at være brugt på ferien, men i senere år har den altså haft sit indtog i andre dele af hverdagslivet.

Racercyklen er meget populær i København og Danmark. Med den store interesse for professionel landevejscykling i landet, er flere og flere begyndt at cykle i fritiden for motions skyld. Cyklen er meget let, og kræver stor opmærksomhed og vedligeholdelse, men cykelentusiaster elsker den slags, og for dem, er det en stor del af hobbyen.  De københavnske veje er måske ikke de mest velegnede til den slags cykling, men der er masser af yderområder, hvor folk kan få styret deres lyster, og optjene masser af kilometer på tælleren. En mere robust version er bygget til endnu længere ture, som for eksempel cykelferier. Cyklen benyttes også til at komme rundt på i hverdagene, men det er nu altså sjældent du ser en ny, ren og pæn racercykel til hverdagsbrug.

Tandemcyklen er måske ikke det mest velkendte transportmiddel i bybilledet, eller i København for den sags skyld, men i de senere år, er der faktisk sket en mindre stigning i antallet af tandemcykler på vejene. Cyklen er for flere brugere end én, og navnet tandem refererer til arrangementet af siddepladser, ikke antallet af ryttere, så selvom den er mest almindelig for to personer ad gangen, ser man, fra tid til anden, cykler med plads til flere. Cyklen bruges mest almindeligt i konkurrencer for handicappede, ofte for blinde eller synshæmmede, hvor føreren af cyklen er normaltseende. Tandemcyklen er produceret som variant af alle de kendte cykeltyper, som mountain bikes, trehjulede cykler og racercykler.

Cyklen har været meget populær i Danmark og i København i mange generationer. Derfor har der også været mange generationer af cykler. Designet på hverdagscyklen har ændret sig nærmest for hvert årti eller tidsperiode, og ligesom med andet design har en retrobølge ramt cykelverdenen. Cykler kan i dag fås designet som de var på vor bedstemors tid, i varierende grad, hvor der kan være små detaljer til stede, eller ligefrem en komplet replica af datidens cykler. Ligesom med biler, er cyklen blevet noget, som er en del af den individuelles identitet.

Regn, blæst, sne eller slud, Københavnerne skal nok få deres cykler ud. Al slags vejr forekommer i København i løbet af året, men det får aldrig Københavnerne til at opgive at cykle. Nogle vil måske, men mange trodser gerne sne, kulde eller regn. De fleste veje og cykelstier bliver naturligvis saltet om vinteren, men selv når sneen lægger sig i et tykt lag, er der cyklister på cykelstierne. Om det er, fordi folk er modige eller dumdristige vides ikke, men en ting er sikker. De cykler, fordi de elsker det.