Københavnernes interesse for at gøre et godt loppefund bliver større år for år og loppemarkederne bliver flere og flere. Kom ind i kampen og gå på jagt mellem ragelse og oversete skatte.
Se datoer for loppe- og kræmmermarkeder i 2010.
Frederiksberg Loppetorv
Loppemarkedet på Frederiksberg har lang sæson fra april til oktober, og er et af byens mest populære. Det store marked ligger bag Frederiksberg Rådhus - tidligt om morgenen omkring kl. 7-8 kommer opkøbere fra byens vintageforretninger, og allerede fra kl 9 er markedet proppet. Der sælges børnetøj, legetøj, retro ting og sager, smykker, brugt tøj af danske modemærker og internationale modemærker. I tilgift ligger markedet ud til Smallegade, hvor der er hyggelige cafeer og gode isbarer.
Italiensk marked på Bertel Thorvaldsens Plads
Stort italiensk marked med boder, der bugner af italienske lækkerier som oliven, ost og vin, men også tøj, boligtilbehør og biler. Og når sulten melder sig, er der masser af italienske delikatesser at spise på stedet, eller til at tage med hjem. Alle tre markedsdage er der desuden gratis adgang til Thorvaldsens Museum samt gratis omvisninger.
Loppemarked i KB Hallen
Loppemarkedet i KB Hallen på Frederiksberg er et vaskeægte loppemarked. Der er ingen stader, der sælger nye ting. Alt er brugt.
Loppemarked i Forum Copenhagen
Det årlige loppemarked i Forum Copenhagen på Frederiksberg har masser af gamle ting i høj kvalitet. Markedet er godt besøgt - der kan endda være kø for at komme ind. Prisen er over gennemsnittet, men lopperne er af god kvalitet.
Nørrebros Loppemarked
Loppemarkedet på Nørrebrogade er Danmarks længste og smalleste. Det strækker sig 333 meter langs Assistens Kirkegård og er et halvt fortov bredt. Her finder du alt fra juleplatter over Chesterfieldstol til decideret ragelse.
Loppemarked i Lunden
Loppemarkedet i Lunden er et traditionelt loppemarked, hvor private sælger til private. Loppemarkedet finder sted på Charlottenlund Travbane, så der er samtidig mulighed for at spille på hestevæddeløb.
Københavns Loppetorv
Loppetorvet på Israels Plads, lige bag Grønttorvet, er Danmarks ældste. Her kan du købe alskens gamle ting - fra antikke møbler til gamle grammofoner - af både professionelle og private sælgere.
Gammel Strand Antikmarked
Gør antikke køb af den lidt dyrere og mere eksklusive slags på antikmarkedet på Gammel Strand i København. Find alt fra sølvbestik til fint musselmalet stel. Det er ikke ret stort, men det ligger smukt ned til kanalen.
Ravnsborggade Loppemarked
Beliggende ved søerne og for enden af Nørrebrogade, finder du den hyggelige og pulserende Ravnsborggade. Fra at være en udelukkende antikvitetsgade, er den nu blevet en lækker blanding af alle former for butikker og en af de gode shoppinggader i København. Antikvitetshandlerne er dog stadig dominerende i gaden og på loppemarkedet.
Rovsingsgademarkedet
Rovsingsgademarkedet, det tidligere Blå Pakhus, har til huse i en stor bygning på 8.000 kvadratmeter med varme på Østerbro. Arrangørerne kalder det selv Københavns største loppemarked, og vareudbudet spænder bredt fra antikke møbler til små hverdagsting, ofte fra dødsboer. Det koster DKK 10 at komme ind, og der er åbent året rundt.
Hver lørdag og søndag kl. 10:00 - 16:00.
Lyngby loppemarked
En af københavns hyggelige loppemarkeder, tæt Lyngby Station. Markedet er stort - op til 80 stader er lejet af private sælgere. Kommer du tidligt, er der virkelig gode chancer for at finde loppeguld her. Markedet er åbent søndage frem til 26. september fra kl. 8:00 - 14:00.
Hørsholm Loppemarked
Der bliver handlet og hygget på Hørsholm Loppemarked, der ligger på Hørsholms Midtpunkts østlige parkeringsplads. Hvis det regner, holdes markedet i parkeringshuset på centrets vestlige side.
Gentofte Loppemarked
Hver søndag er der loppemarked ved Charlottenlund Station, nord for København. Private kan leje en stadeplads og sælge ud af ting fra loft og kælder. Gentofte Loppemarked har åbent hver søndag uanset vejret.