Danmark sætter ny rekord i indtjeningen fra krydstogtgæster i 2019

By Uffe Hartmann Head of Corporate Communications
Torsdag, februar 14, 2019

Danmark er et populært land at besøge ad søvejen, og i det nye år vil de danske krydstogthavne fra Skagen i nord til Rønne i øst til sammen sætte ny rekord med over 1,2 mio. gæster.

Selvom København stadig er den største danske destination for krydstogt, er andelen af krydstogtgæsterne, som besøger de øvrige havne rundt i Danmark, stigende. I år får havnene uden for hovedstaden for første gang nogensinde næsten en kvart mio. gæster samlet set.

Skibene, der lægger til i Danmark, sejler videre rundt i Østersøen, der er en af de populæreste regioner på det globale søkort for krydstogtskibe. Østersøen er samtidig den region i verden, der har de strengeste miljøkrav til krydstogtskibe. Miljøkravene har bl.a. bevirket, at krydstogtskibene i Østersøregionen, og dermed i Danmark, siden 2015 har reduceret deres svovludledning med 90 pct.

Antallet af gæster i de enkelte havne i Danmark kan variere fra år til år, men i 2019 er der flere, der har markant fremgang, ud over København eks. Bornholm, Skagen og Fredericia.

”Den danske krydstogtsucces bliver mere og mere forankret rundt i landet som en kilde til omsætning i havnene og forretning i byerne som følge af de internationale gæster. I år kan vi forvente en positiv samlet effekt af krydstogtturismen i form af en omsætning på ca. 1,6 mia. kr. og 2.200 fuldtidsjob. Med besøgstallet for 2019 sætter vi i år ny rekord for både omsætning og jobskabelse,” siger Claus Bødker, krydstogtchef i Wonderful Copenhagen, hvor netværket for den danske krydstogtbranche, CruiseCopenhagen, er forankret.

Opleve en større del af København
I hovedstaden strækker krydstogtsæsonen sig i år over mere end 200 dage fra start april til sidst i oktober, herudover kommer der julekrydstogt i december.

København havde i 2018 besøg af krydstogtgæster fra over 150 forskellige lande – lige fra Peru til Kenya og Sydkorea, men hovedparten af krydstogtgæsterne, både i København og i hele Danmark, kommer fra Storbritannien, Tyskland og Nordamerika.

En stor del af krydstogterne i Østersøen både begynder og slutter i København, hvor gæsterne derfor ofte har et længere ophold, som giver mulighed for at opleve en større del af byens og regionens udbud af bl.a. kulturarv, attraktioner og museer. I 2019 er der 158 krydstogter, hvor gæsterne både begynder og slutter rundrejsen i København.

De danske krydstogtdestinationer, der er samlet i CruiseCopenhagen, er København, Skagen, Aalborg, Aarhus, Fredericia, Kalundborg, Hundested, Helsingør og Rønne.

Del denne side