Europas største kongres inden for reproduktion og embryologi kommer til København

Fredag, oktober 5, 2018

En attraktiv destination med et stærkt forskningsmiljø inden for fertilitetsbehandling og et stort kongrescenter. Det er blot nogle af grundene til, at København netop har vundet værtskabet for Europas største kongres inden for human reproduktion og embryologi.

København og Region Hovedstaden er hjemsted for en stærk, international forskningsklynge inden for fertilitetsbehandling, og det er i høj grad medvirkende til, at København netop er blevet valgt som værtsby for Europas største videnkongres inden for området, European Society of Human Reproduction and Embryology (ESHRE) i 2020.

Kongressen, der fokuserer på netop infertilitet og reproduktion, forventes at tiltrække omkring 9.000-10.000 delegerede fra internationale viden- og forskningsmiljøer.

”Ufrivillig barnløshed er en alvorlig udfordring for de par, der er ramt af barnløshed og for samfundet generelt. Problemstillingen gælder ikke blot i Danmark men også internationalt. Vi er i regionen derfor rigtigt stolte af, at vores mangeårige støtte til det dansk-svenske Reprounion-samarbejde på fertilitetsområdet nu også er brændt igennem internationalt og har gjort Greater Copenhagen-området til det naturlige sted at placere en kæmpe kongres,” siger formand for Region Hovedstadens Erhvervs-, Vækst og Forskningsudvalg, Lars Gaardhøj (S).

Det er Wonderful Copenhagen og Bella Center, der, med stor opbakning fra Region Hovedstaden og Medicon Valley Alliance, står bag det vindende bud.

”Det er et stort og langsigtet arbejde at vinde værtskabet af internationale videnkongresser, så vi er rigtig glade for, at det lykkedes at vinde kongressen hertil i tæt samarbejde med vores partnere i Meetingplace-netværket. Ud over de turismeøkonomiske effekter af en så stor kongres, så understreger det samtidig den værdi og vigtige synergi, de internationale videnkongresser skaber for videnmiljøer og erhvervsliv,” siger Kit Lykketoft, kongreschef i Wonderful Copenhagen.

Region Hovedstaden har store ambitioner, når det kommer til forskning inden for fertilitetsområdet. Således står regionen sammen med bl.a. Region Sjælland og Region Skåne bag ReproUnion, der er et dansk-svensk projektsamarbejde inden for reproduktionsmedicin i Øresundsregionen.

Projektet, der binder 13 kliniske forskningsenheder på tværs af de tre regioner sammen med bl.a. Lund og Københavns Universitet, er et godt eksempel på, hvordan et stærkt og tværnationalt forskningsmiljø kan være med til at udvikle nye banebrydende fertilitetsbehandlinger.

Ifølge Medicon Valley Alliance, der fungerer som management unit for ReproUnion, er projektet samt den mangeårige og målrettede satsning på området af både universiteterne, regionerne og industrien da også nogle af hovedgrundene til, at ESHRE valgte København som værtsby for sin kongres.

”Region Hovedstaden, Region Skåne og Region Sjælland har i årevis arbejdet målrettet med at udvikle og markedsføre den dansk-svenske Medicon Valley region som en af verdens førende klynger inden for forskning og udvikling af nye banebrydende fertilitetsbehandlinger. I forlængelse af den indsats giver det videnskabeligt set god mening at placere ESHRE-konferencen i København i 2020, og det vil i mere end én forstand bidrage til at skabe nyt liv i byen,” udtaler Medicon Valley Alliance CEO Petter Hartman.

Udover at være en god platform for at udveksle viden inden for reproduktion og embryologi, vil ESHRE-kongressen også være et godt udstillingsvindue for danske biotek- og medicinalvirksomheder, ligesom den kan være med til at tiltrække internationale forskningstalenter til hovedstaden.

Del denne side