Nye analyser fra Wonderful Copenhagen: Bæredygtig turismeudvikling skal sikre fremtidens vækst

By Uffe Hartmann Head of Corporate Communications
Fredag, marts 8, 2019

Hvordan kan Danmarks hovedstad udvikle sig som turistdestination frem mod 2030, så turismen skaber vækst, jobs og bidrag til velfærdssamfundet og samtidig bliver en løftestang for en positiv udvikling af København? Det spørgsmål er udgangspunktet for en række anbefalinger, som i dag blev præsenteret på Københavns Rådhus. Anbefalinger, som Wonderful Copenhagen har formuleret på baggrund af et nyt, stort analyseprojekt, 10XCOPENHAGEN.

Turismen er i dag af meget stor betydning for byen, og den betydning bliver kun større med årene. Eks. bidrager turismen i hovedstaden årligt med en omsætning på knap 42 mia. kr. og skaber beskæftigelse til ca. 49.000 borgere.

Resultaterne af det nye analyseprojekt viser bl.a., at borgerne i København generelt bakker op om, at der fortsat skal arbejdes på at tiltrække flere turister til byen – på den rigtige måde. Samtidig svarer 8 ud af 10 af hovedstadens internationale besøgende i analyserne, at de i høj grad har fået indfriet deres forventninger til besøget, og mange vil også gerne genbesøge byen. Dog viser analyserne, at København er i hård international konkurrence med andre destinationer.

”Det glæder mig, at københavnerne er stolte over den internationale interesse for København og bakker op om at byde vores turister velkommen. Vi skal have endnu større fokus på at guide turisterne ud i Københavns mange bydele, hvor de kan få mere alsidige oplevelser - og så vi ikke driver alt for hård rovdrift på indre by,” siger overborgmester Frank Jensen (S).

Anbefalinger peger på nødvendigheden af at arbejde bæredygtigt med byens turismeudvikling både i forhold til at få flere turister til at besøge flere bydele og deres attraktioner og i forhold til indgå i tættere dialog med byens borgere omkring turisme i deres lokalområde.

”Turismen er vigtig for Danmark og for København. Turisternes efterspørgsel skaber nemlig flere oplevelser, mere aktivt byliv og flere madsteder og er på den måde med til at gøre København til et bedre sted – både at bo og besøge. Men det kræver udvikling, hvis vi skal fastholde og udbygge vores position. Derfor er det positivt, at hovedstaden nu med ny viden sætter fokus på at skabe en bæredygtig turismeudvikling,” siger erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

Generel stor opbakning - med helt lokale udfordringer

Analyserne viser, at der samlet set er stor opbakning fra københavnerne til at tage imod flere turister. 81% af københavnerne bakker op om fortsat promovering af hovedstaden som destination for rejsende. Samtidig føler 83% af københavnerne sig stolte over, at andre vælger at besøge netop deres by. Generelt er der stor bevidsthed om, at turismen bidrager positivt til samfundet, både i form af omsætning og beskæftigelse, men også eks. ved at understøtte, at byen har et rigt udbud af kultur og gastronomi.

Analyserne viser dog samtidig, at der enkelte steder og på nogle tidspunkter af sæsonen er udfordringer i mødet mellem de lokale og de besøgende.

Størstedelen af københavnerne oplever ikke turismerelaterede udfordringer i deres hverdag. I analysen svarer 67%, at de ikke oplever nogen former for problemer, der relaterer sig til besøgende i byen. De udfordringer, der opleves, varierer både i forhold til enkelte bydele, tidspunkter på året og i forhold til kilden til gener. Trafikale udfordringer opleves som den største gene: Ud af dem, der oplever turismerelaterede problemer, peger 63% på trafik. En anbefaling er derfor, at der etableres en task force, som skal identificere mulige løsninger til konkrete trafikale udfordringer.

Mere bæredygtig turismeadfærd

Anbefaling sætter fokus på at inspirere turister til en adfærd, der i højere grad matcher de lokales ønsker i forhold til de besøgende, herunder hensyn til miljøet, at besøgende bevæger sig rundt til flere bydele og gør en indsats for at følge lokale normer.

Kultur- og fritidsforvaltningen i Københavns Kommune har bl.a. ansvaret for Københavns turistinformation.

Franciska Rosenkilde (Å), kultur- og fritidsborgmester i København: ”Bæredygtighed skal tænkes ind i alle dele af Københavns udvikling, og med det antal turister, vi modtager om året, er det vigtigt også at sikre, at vores turisme udvikler sig i en bæredygtig retning. Med 10XCOPENHAGEN får vi et stærkere grundlag at bygge nye initiativer på og med afsæt i det, vil vi sammen med Wonderful Copenhagen og andre aktører på området, arbejde aktivt for at skabe en både social og miljømæssig bæredygtig udvikling, f.eks. i vores arbejde med store events og når vi guider turisten til at træffe et mere bæredygtigt valg.”

En vigtig rolle for Wonderful Copenhagen

København er i hård international konkurrence med andre destinationer. Byen er en dyr destination internationalt set og vil derfor aldrig kunne konkurrere på pris. Det bliver derfor fremover vigtigere for København vise verden, at byen kan levere kvalitet for pengene. I den sammenhæng bliver udvikling og markedsføring af nye kvalitetsoplevelser også vigtig. Her er særligt arbejdet med at sikre en større spredning af de besøgende i forhold til geografi, sæson og tid en vigtig og langsigtet opgave for turistorganisationen Wonderful Copenhagen.

Analyserne viser, at 80% af de internationale besøgende i København er interesseret i at kombinere storbyoplevelser med oplevelser uden for byen. Samtidig viser analyseresultaterne, at de besøgendes tilfredshed stiger i takt med antallet af besøgte bydele.

”Analyserne viser, at der er potentiale for at sprede de besøgende. På den måde får flere bydele og områder større andel i turismens positive udbytte, samtidig med at hovedstaden samlet får mulighed for mere turismevækst. Det er win-win. Men det er en stor opgave, som kræver et meget nært og vedvarende kendskab til destinationen med henblik på at inspirere til nye oplevelser på nye tidspunkter hele året rundt. Med 10XCOPENHAGEN får vi en meget dybere viden, som vi aktivt vil bruge – både i de valg og fravalg vi fremover vil tage i vores strategiske markedsføring,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

Konkret vil Wonderful Copenhagen allerede fra foråret 2019 sikre, at 75% af det kampagneindhold Wonderful Copenhagen udvikler og eksponerer i international markedsføring, vil ligge uden for indre by.

Se analyseresultaterne fra 10XCOPENHAGEN

Del denne side