Wonderful Copenhagen hilser regeringens nye initiativ om at mindske luftforureningen fra krydstogtskibe i Østersøregionen velkommen

Onsdag, oktober 10, 2018

I regeringens nye klima- og luftudspil, Sammen om en grønnere fremtid, som statsminister Lars Løkke Rasmussen og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen m.fl. netop har fremlagt, har regeringen bl.a. fokus på at fremme en grønnere krydstogtturisme i Østersøen og i danske farvande.

Krydstogtturismen er i vækst både globalt og nationalt, og Østersølandene udgør verdens tredjemest populære krydstogtregion. København er samtidig Nordeuropas største krydstogtdestination.

”Krydstogtbranchen er i vækst og orienterer sig samtidig aktivt mod en grønnere fremtid. Regeringens udspil, som vi hilser velkommen, kommer på et godt tidspunkt og vi bidrager gerne med vores mangeårige viden på krydstogtområdet og til at samle kræfterne internationalt om en grønnere krydstogtturisme i Østersøen,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen og formand for Cruise Baltic.

Danmark er som krydstogtdestination en del af den samlede Østersøregion, hvor skibene altid besøger flere byer. Krydstogtbyerne i Østersølandene er organiseret i ét samlet netværk, Cruise Baltic, der er forankret med sekretariat og fast formandskab i Wonderful Copenhagen. Cruise Baltic samarbejder bl.a. om destinationsudvikling og samler havne og strategiske partnere i 29 krydstogtbyer i henholdsvis Tyskland, Polen, Estland, Letland, Litauen, Finland, Sverige og Norge.

Med fremgang i krydstogtturismen i Danmark, hvor København og Aarhus er de to største krydstogtdestinationer, bidrager krydstogtturismen i Danmark årligt med en estimeret omsætning på 1,5 mia. kr. og skaber afledt heraf 2.100 fuldtidsjob. 9 danske krydstogthavne er organiseret i netværket CruiseCopenhagen, der også er forankret i Wonderful Copenhagen. Ud over de pågældende havne samler netværket også de pågældende byers turistorganisationer og en lang række private aktører og Københavns Kommune. CruiseCopenhagen er medlem af Cruise Baltic.

Del denne side