©  Foto:

Gaarden & Gaden

Gå efter den enorme røde neon vindråbe, og du har fundet dit nye stamsted på Nørrebrogade. Gaarden & Gaden er en vinbar, hvor du spiser lige så godt som du drikker.

Mere bar og køkken end restaurant. Sådan beskriver Gaarden & Gaden deres koncept. Vinen er naturlig og der er altid fyldt op i vinkælderen, hvor personalet gerne går på opdagelse for at finde en ekstra god drue til gæsten. Udvalget af gode specialøl skifter også løbende.

Men du går heller ikke sulten fra Gaarden & Gaden, der både serverer frokost og aftensmad. Spisekortet skæver til det franske og sydeuropæiske, og tilbyder et bredt udvalg af mindre og større retter.

På Gaarden & Gaden flyder stemningen fra den hyggelige belysning ud på den travle Nørrebrogade, hvor der i det røde skær fra neonlampen er fyldt op ved bordene i de varmere måneder.