skip_to_main_content
VisitCopenhagen

Efterårsferie hos Danmarks Tekniske Museum

Danmarks Tekniske Museum arrangerer sjove oplevelser for børn og barnlige sjæle, når de inviterer indenfor til aktiviteter og rundvisninger i efterårsferien.

I efterårsferien er Danmarks Tekniske Museum klar med en masse sjove arrangementer

Tag på Museum og spil!

I udstillingen GAMER får du et indblik i en af de mest udbredte fritidsinteresser i dag, nemlig gaming. Kom og dyst i Space Invaders! og Pac-Man, slå en high-score og vind familiens håneret resten af ferien.

RUMBASER - sidste chance

Efterårsferien er sidste chance for at opleve udstillingen RUMBASER, hvor du kan se, hvordan teknologi er med til at designe en ny tid af menneskelige boformer i rummet. Udstillingen udbygger museets permanente rumudstilling, hvor du kan se rumkapslen, der bragte Andreas Mogensen ud i rummet, som den første dansker.

Fra kul til grønne brændstoffer

I udstillingen SORT ENERGI & GRØNNE HÅB kommer du med på en rejse gennem energiens historie, og får et kig ud i fremtidens grønne energilandskab. Udstillingen fortæller historien om, hvordan kul reddede Danmarks skove, hvordan elektriciteten revolutionerede vores hjem, og den tager dig med helt frem til, hvordan data og streaming påvirker klodens klima.

Efterårsaktiviteter på udvalgte dage

Bemandet redningsstation

Oplev museets redningsstation helt tæt på, når de frivillige fra Zonens Redningskorps åbner op og fortæller om udrykning, redninger og andre gode historier. Der er åben redningsstation mandag til fredag fra kl. 10 til 15.

Rundvisninger

Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag kl. 11 og 13 er der gratis rundvisning i museets permanente udstillinger. Begge lørdage i ferien mellem kl. 10-15 er museets guide også klar til at fortælle dig om udvalgte genstande.

Minitoget

Få luft i håret og en tur rundt på museets udendørsareal med minitoget, som står på den 850 meter lange bane med afgang fra stationen ved parkeringspladsen. Togene kører hver time mellem kl. 11 og 15 tirsdag, onsdag og torsdag i ferien, men kun hvis det ikke regner.