
GENERATION
GENERATION er Københavns nye filmfestival, som er centreret omkring filmkunstens mest modige og markante talenter.
Filmfestivalen er skabt af Den Danske Filmskole i samarbejde med Empire Bio, Cinemateket og Gloria Biograf.
Hvem rykker filmverdenen lige nu og her, og hvor er den i gang med at rykke sig hen? Det giver GENERATION 2025 sit bud på, når festivalen over fire dage i juni præsenterer nytænkende værker fra en ny generation af unge filmskabere, der har potentialet til at tegne fremtiden for både dansk og international film.
I år kan du opleve 19 dugfriske afgangsfilm fra Den Danske Filmskoles afgående filmskabere, samt 20 internationale spillefilm fra de store, vægtige filmfestivaler i Cannes, Berlin, Venedig, Sundance og Locarno, der ellers ikke finder vej til de danske biografer. Suppleret med talks og debatter med filmskabere, kunstnere og meningsdannere, der giver nye perspektiver på filmene og på tidens store samtaler.