Grøn oplevelseDesignmuseum Danmark
Hos Designmuseum Danmark kan du opleve arkitektur- og designhistorie, der spænder fra fortid og nutid til indblik i, hvad fremtiden kan bringe.
Træd indenfor i hele Danmarks designhukommelse. Her finder du den stolte danske designtradition i museets samling af danske og internationale designikoner, men også den unge designgenerations bud på fremtidens designløsninger. Museet byder på en perlerække af udstillinger, fra fortidens klunkehjem og samlermanier, over samtidens nye designere og tendenser til fremtidens kreative løsninger på globale problemstillinger.
Museet rummer også Københavns grønneste museumshave, en lækker café og en designbutik fyldt med både klassikere og nye, unikke designfund. Tidligere var museet Danmarks første offentlige hospital, det kongelige Frederiks Hospital, hvor den danske filosof Søren Kierkegaard i 1855 blev indlagt og døde.
DANISH MODERN
En af museets centrale udstillinger er den permanente Danish Modern. Udstillingen udfolder historien om dansk design fra 1920’erne og frem til år 2000 med fokus på skabelsen af nogle af de mest ikoniske danske designgenstande.
GRØNT ÅNDEHUL MIDT I BYEN
Når du har brug for en pause, kan du trække dig tilbage i museumshaven – en fredelig, grøn oase væk fra byens larm. Haven danner ramme om forskellige udstillinger og events, og her ligger også caféens udendørsområde, hvor du kan nyde en frokost, en iskaffe eller et stykke kage. Haven er åben for alle i museets åbningstid.
CAFÉ FORMAT
I FORMAT kan du nyde din frokost, kaffe eller kage i museets historiske og autentiske rammer. Caféen serverer enkle retter med fokus på sæsonens lokale råvarer og klassiske kokketraditioner. Herfra er der direkte adgang til den grønne museumshave.