©  Foto:

Rebel

Rebel i København fik en Bib Gourmand i Guide Michelin Nordic 2015, som gives for kvalitetsmad til rimelige priser.

Den tidligere frokostrestaurant Restaurant Oubæk har i små seks år lignet sig selv, men i dag blæser der nye vinde i lokalerne i Store Kongensgade i indre København.

"Ikke et ondt ord om Rasmus (Oubæk), som vi arbejdede under, før vi overtog stedet for et par år siden. Men der kommer en dag, hvor man bare får nok af bearnaise og hellere vil prøve noget andet. Derfor bevæger vi os nu lidt væk fra nogle de klassiske Oubæk signaturretter og skifter samtidig navn og indretning….bare sådan lige for at sætte streg under", fortalte de to kokke og indehavere Lars Petersen og Martin Hylleborg, dengang de overtog restauranten.

Oprør mod det overgjorte

I dag står der Rebel på facaden og på menukortet. "Vi valgte ikke navnet, fordi vi nu skal til at være oprørske i hver eneste bette, skaldede detalje. Vi valgte Rebel fordi, vi nu går mere vores egen vej, end det spor Rasmus fulgte. Men også for at signalere et lille oprør mod det meget ophøjede og absurd performanceprægede, der efterhånden præger mange af byens bedre spisesteder. Vi gider det ikke. Vores gæster skal kunne slappe af og bare nyde maden og vinen…uden at vi hænger over dem og tvinger 17 anekdoter ned i halsen på dem", uddyber Lars Petersen.

Farvel til bearnaisen

Menuen skiftes hyppigt, og der er lidt færre retter på kortet. Grundlæggende er stilen stadig Bistro Moderne, men i kokkenes egen fortolkning.

Det betyder blandt andet, at de vil noget mere end bare at klaske bøffen og bearnaisen på bordet, som Bistro moderne ofte er kendt for.