©  Foto:

Bobe

Restaurant Bobe, ejet af den Michelin-anerkendte kok Bo Bech, byder på kvalitetsmad i smukke, historiske rammer.

På det historiske Gråbrødre Torv står et gammelt, charmerende gult byhus fra 1731 – et ægte stykke af Københavns fortid. Her finder du restaurant Bobe, der er drevet af Michelin-anerkendte kok Bo Bech, som gennem mere end 30 år har udviklet sine kulinariske evner. Det er ikke kun husets bevaringsværdige ydre der emmer af historie. Restaurantens indre byder på solide plankegulve, en åben pejs, der skaber varme og hygge, og smukt dekorerede karme. I køkkenet hos Bobe er det grøntsagerne der indtager hovedrollen på tallerkenen. Bobe’s à la carte-menu byder på retter tilberedt med kvalitetsråvarer til rimelige priser – en kombination, der har sikret restauranten en eftertragtet Bib Gourmand-anbefaling. Efter fingermad, forretter, mellemretter og hovedretter, kan du tilfredsstille den søde tand med kreative fortolkninger af klassiske desserter. Hvis du ønsker at forlænge dit besøg, kan du udforske Bobe’s lange vinkort i deres vinbar i kælderen.