©  Foto:

Botti

Ekspertise og smag forenes hos Frederiksbergs bedste vinbutik og bar. Botti har specialiseret sig i italiensk vin, og der serveres også traditionel italiensk mad.

Midt på livlige Gammel Kongevej ligger Botti, Frederiksbergs populære vinbutik og bar.  Botti er opfundet af tre af byens bedste mad- og vinfolk: Bo Bratlann, Nicolaj Koster og Stefan Jensen. 

Bo Bratlann er uddannet tjener fra Formel B og har arbejdet på Noma og Amass samt på vingårde i Italien. Nikolaj var køkkenchef på No. 2, og Stefan er ejer af vinbaren Terroristen. De har kombineret deres omfattende viden og erfaring i skabelsen af en bar og butik, der kender og hylder de fineste vine til overkommelige priser. 

Vinen hos Botti er baseret på de klassiske smagsoplevelser og er fremstillet af druer, der er dyrket med respekt for jorden - ud fra en økologisk tankegang. Botti har specialiseret sig i vin fra Italien og særligt Piemonte. Indenfor er der plads til i alt 32 gæster, som kan udforske over 100 vine. 

Der kan købes flasker med hjem, men hvis du foretrækker at drikke på stedet, skal du blot lægge 250 kr. oven i prisen. Det er ret enkelt. Botti serverer også lette retter og snacks, der er inspireret af den mad, som vinbønderne selv spiser, når de kommer trætte hjem fra markerne og kældrene. 

Ejerne er stolte af, at dette er en bar, der lægger vægt på en fremragende værtsoplevelse. Det er derfor vigtigt at bemærke, at Botti ikke tager imod reservationer, da man mener, at der altid skal være plads til at besøge Botti - uden at skulle kigge på klokkeslættet.