skip_to_main_content

Efterårsferie på Øresundsakvariet

Tun og våde aktiviteter på Øresundsakvariet i efterårsferien. Øresundsakvariet i Helsingør byder på en masse havdyrsaktiviteter i efterårsferien.  Se den mægtige tun i akvariets fryser el. tag selv med ud på Øresund for at spejde efter den store fisk.

Tunsafari og med alt hvad dertil hører

Nåede du hverken at komme på marsvin, havfugle - og el. tunsafari her i efteråret? Så fortvivl ikke! Vi sejler ud i efterårsferien igen, og håber på nærkontakt med både tun, marsvin, sæler og havfugle. Vi afholder 1 tunsafari pr. dag mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og søndag samt én havfuglesafari om lørdagen d. 16. oktober i efterårsferien. Tilmelding og betaling sker via vores hjemmeside. 

 

Fodring af fiskene i akvariet

Hver time i hele efterårsferien kan du opleve at fiskene bliver fodret i udvalgte akvarier og dyrepasserne fortæller sjove historie om de seje fisk. Hvis vejret er til det tager  dyrepasseren dem der har lyst med ned til det store Vandlaboratorium på havnen for at fodre fladfiskene og du kan være med.

 

Rør ved levende havdyr

Et par gange om dagen tager akvariets dygtige guider og dyrepassere dig med ud ”behind the scenes” og på det store vådbord hvor du kan røre ved en masse forskellige havdyr og få spændende historier om dem alle sammen. Der er kun plads til 25 af gangen så husk at skriv dig på tilmeldingslisten hvis du vil med.

 

Dissektion af havpattedyr

Øresund er fyldt med fascinerende havpattedyr men desværre havner nogle få stykker om året i fiskernes garn. Dette giver dog Øresundsakvariets havbiologer anledning til at undersøge og formidle om pattedyrenes ve og vel og i efterårsferien vil der blive dissekeret en spættet sæl mandag d. 18. oktober kl. 11.15 og et marsvin d. 20. oktober kl. 11.15. Aktiviteten afholdes udenfor akvariet så tag noget varmt tøj på.