©  Foto:

Kulturhuset Islands Brygge

Et kulturhus på bølgelængde med byen

I Kulturhuset Islands Brygge møder man hinanden til koncerter, teater, loppemarkeder, danseaftener, workshops, fællesmiddag, foredrag – eller over en kop kaffe ved vandkanten.

Kulturhuset Islands Brygge stod færdigbygget i 2002 og har en fornem placering ved Islands Brygges havnefront, lige midt i Havneparkens smørhul med petangbanen og havnebadet som naboer. Kulturhusets midterste del er overdækket af en stor ”svævende” tagflade med vinduer fra gulv til loft, hvilket giver husets besøgende en storslået udsigt til vandet og Københavns havne-skyline. Husets arkitektur afspejler de ydmyge halvtage og tjærede skure, der tidligere møblerede havnefronten, dengang Bryggen var en sydende industrihavn.

Hvad er Kulturhuset Islands Brygge?

Kulturhuset Islands Brygge, eller bare K-I-B, er et mangfoldigt og levende kulturhus, der har åbent alle ugens dage. Udenfor mod havnefronten ligger husets dansegulv, der hver sommer byder op til dans under åben himmel alle ugens dage. Kulturhuset Islands Brygge danner årligt rammen om ca. 300 kulturarrangementer herunder koncerter, børnekultur, fællesmiddage, loppemarkeder, comedy, teater, dans, yoga, foredrag, møder, fester - og alt muligt andet.

Kulturhusets café hedder Bryggens Spisehus. Her kan du nyde mad og drikke med byens bedste udsigt over vandet, møde din nabo, hænge ud med vennerne og hygge med familien.