©  Foto:

Ørestad

Ørestad er en arkitektonisk og grøn bydel på Vestamager i København, bygget op omkring natur, vand og arkitektur og med et mix af erhverv, shopping, uddannelsesinstitutioner og kultur.

Siden udviklingen af Ørestad påbegyndte i 1995 er mange familier og studerende flyttet til i de nye arkitekttegnede bygninger. Hvis du er interesseret i ny arkitektur, skal du tjekke de prisbelønnede bygninger VM Bjerget og 8Tallet ud, tegnet af arkitekt Bjarke Ingels (BIG). Og sørg for at besøge DR Koncerthuset af arkitekt Jean Nouvel, der har en fantastisk indretning.

Udover arkitekturen og nærheden til vild natur, som er helt unik for en storby, så er der også andre ting, der trækker folk til Ørestad. Generelt er kvarteret præget af gode naboskaber og lokalfølelse, hvor en meget stor andel af beboerne er glade for at bo, hvor de gør. Kunst og kultur - senest kunsthallen Simian - samt spisesteder og vinbarer som Thorsteinssons er desuden ting, der skaber liv i den nye bydel.