©  Foto:

Et Cetera

Der er mange gode steder at spise morgenmad i København, men hvis du leder efter noget lidt mere eksperimenterne er Etcetera helt sikkert et besøg værd. Her byder menukortet både på luftig æggesandwich, hjemmelavet kimchi og hjemmelavede peanutnudler, der helt sikkert vil sende dine smagsløg på en asiatisk rejse.

Navnet Et cetera kommer fra latin og betyder 'og de øvrige’ og bruges for at udtrykke en opremsning der omfatter flere lignende eller tilsvarende ting. Dog kan man næppe sige, at Et cetera falder under kategorien ”tilsvarende ting”, når man taler om Københavnsk morgenmads kusine.

Et cetera holder til på ydre Nørrebro på Skjolds Plads og byder på koreansk-inspireret måltider. Retterne sender dig, i al sin enkelhed, til asiatiske himmelstrøg, og Etcetera er et godt eksempel på ”The new asian wave” som lige nu trender i Københavns gastro-miljø.

Et cetera er et lille, intimt sted, hvor lokalerne tidligere huset en frisørsalon. Det charmerende udtryk fornemmes stadig i facaden, hvor man i det store vindue stadig kan se omridset af de originale klister-bogstaver. Indenfor er indretningen simpel og rå med hvide fliser på væggene og naturfarvet gardiner hængende langs væggene. På hylden langs indgangen findes et smalt udvalgt af naturvine, som ejerne nøje har udvalgt, og som de gerne fortæller spændende anekdoter om.