
Københavns Rådhus
Oplev Københavns ikoniske rådhus midt i byen – et nationalromantisk mesterværk fyldt med historie, detaljer og skjulte perler. Tag med på en guidet tur, besøg det imponerende tårn, find ro i den smukke læsesal eller sig ja i den historiske bryllupssal.
I hjertet af København finder du Københavns Rådhus. Københavns Rådhus er opført i årene 1892-1905 og er tegnet af arkitekt Martin Nyrop. Martin Nyrop fik sin inspiration fra rådhusene i Italien, og bygningen anses i dag for at være en klassiker indenfor nationalromantisk byggestil. De nationalromantiske træk skinner igennem i hele bygningen – lige fra det rigt udsmykkede ydre til det detaljerede indre med skjulte perler gemt i alt fra vægmalerier til trappegelænder.
Rådhuset bliver i dag brugt til borgerrepræsentationens møder, bryllupper og nationale fejringer.
Guidede ture
Rådhuset er en åben bygning, der kan udforskes på egen hånd, men ønsker du den fulde oplevelse af Københavns Rådhus og dets hemmeligheder, kan du komme på en guidet tur alle hverdage kl. 11.00 og 15.00 og lørdage kl. 11.00. Guidede ture på engelsk mandag til fredag kl. 13.00 og lørdag kl. 10.00. Turen tager cirka 50 min., og den kompetente guide tager dig rundt på rådhuset og fortæller om dets historie.
Hvis du vil besøge Rådhustårnet, der med sine 105,6 meter er en af de højeste bygninger i København, skal du bestille en separat billet til dette. Tårnet kan besøges fra mandag til fredag kl. 11.00 og 14.00 eller lørdag kl. 12.00.
Obs: Der er ca. 300 trappetrin til balkonen i Rådhustårnet og ingen elevator.
Du kan læse mere om de guidede ture på Rådhuset og priser her.
Rådhusbiblioteket – Gratis læsesal
Mangler du et stille sted at læse til eksamen? Selvom Rådhusbiblioteket ikke længere fungerer som bibliotek, danner den smukke sal nu rammerne for den optimale læsesal, hvor historiens vingesus og de stemningsfulde omgivelser skaber den helt rette studieatmosfære.
Rådhusbiblioteket er gratis og er åben alle hverdag fra 09.00-16.00.
Bryllup på rådhuset
Drømmer I om at blive gift i smukke og historiske rammer, kan I blive viet i den smukke Bryllupssal på Københavns Rådhus. Læs mere om bryllup på rådhuset her.