©  Foto:

Musikmuseet

12. september 2014 åbnede Musikmuseet dørene for offentligheden med helt nye udstillinger i nye omgivelser i arkitekt Vilhelm Lauritzens berømte Radiohus på Frederiksberg.

Musikmuseet har eksisteret siden 1898 og er et af verdens ældste musikhistoriske museer. Det rummer en omfattende samling af instrumenter fra Europa, Asien, Sydamerika og Afrika fra perioden ca. 1500-2000, foruden et omfattende bibliotek og en stor samling arkivalier og billedkunst. I de nye rammer får Musikmuseet langt mere plads til både udstillinger, bibliotek og undervisning.

Som noget nyt introducerer Musikmuseet ’Klangrummet’, hvor børn i alle aldre kan prøve at spille på alt fra harpe og pauker til elguitar og xylofoner i et specialdesignet, lydisoleret lokale.

På museet kan du også se 'amøbeviolinen', 'girafflyglet' og 'pølsefagotten', eller besøge en af de mange temaudstillinger om for eksempel pigtrådsorkestret anno 1965 eller om de danske instrumentbyggeres kunstfærdige kreationer.