©  Foto:

Politigården i Broen

Københavns Politigård (Politigården) er opført 1918-24 og er hovedkvarteret for Københavns Politi. Bygningen huser blandt andet administration, ledelse, beredskabsafdelingen og radiotjenesten.

Bygningen er kendt som den sidst opførte nyklassisistiske bygning i Nordeuropa.

Hovedarkitekten bag den imponerende bygning i nyklassicistisk stil var Hack Kampmann. Efter hans død i 1920 overtog arkitekten Holger Alfred Jacobsen opgaven i samarbejde med arkitekterne Hans Jørgen Kampmann og Aage Rafn.

Indvendigt er bygningen inspireret af den sydeuropæiske renæssance og barokkens arkitektur. Hertil kommer detaljer inspireret af antikt romersk kunsthåndværk og moderne art deco.

Bygningens ydre skulle stå hårdt og afvisende over for omgivelserne, derfor åbnes alle vinduer også indad for ikke at bryde facaden.

Mindevæg

På Politigården finder du Mindevæggen for faldne politifolk under 2. verdenskrig. den blev afsløret den 19. september 1947 i Mindegården og bærer navnene på de 157 politifolk, der satte livet til under besættelsen, eller som døde under og efter ophold i de tyske koncentrationslejre.

I 1993 blev der inviet en ny mindevæg, der omfatter de københavnske politifolk, som efter 2. verdenskrig er blevet dræbt ved en voldshandling under tjeneste i Københavns politi.