Larsbjørnstræde | Martin Heiberg

Genbrugs- og vintagebutikker i København

Foto: Martin Heiberg

Fra propfyldte skatkamre til særligt kuraterede niche vintagebutikker. Hvis du har en forkærlighed for genbrugs- og vintage tøj eller møbler, er København det helt rigtige sted at være. Her finder du nemlig et endeløst udvalg af butikker, der bringer tøj og møbler videre i systemet.

Add to my trip
Liste
Kort

Gå på jagt efter budgetvenlige second-hand fund

I København kan du finde mange genbrugsbutikker, som byder på tøj fra forskellige årtier til gode priser. Har du lyst til at blive inspireret af originalt tøj fra 80’erne, kan du tage et smut forbi Studiestræde i indre by, hvor du finder genbrugsbutikken Wasteland. Her kan du finde vintagetøj fra mærker som Adidas, Converse og Levi’s, samt en masse retro accessoires, som tager dig tilbage i tiden.

Hvis du i stedet er på udkig efter både nyt og gammelt tøj, skal du ikke gå længere end 100m ned ad samme gade, hvor genbrugsperlen Veras har sin fysiske butik. I Veras finder du et stort udvalg af genbrugstøj, som du kan få fingrene i uden nødvendigvis at købe det. I butikken kan du nemlig bytte dit eget gamle tøj og dermed opgradere din garderobe uden at skulle svinge dankortet en eneste gang.

Lad dig inspirere af håndplukkede mærkevarer

Genbrugsshopping kan udover retrovarer også byde på eksklusivt designertøj fra både tidligere årtier og fra i dag.

Er du på udkig efter designerfund som er så gode som nye, så bør du besøge Rán RosannaØsterbro.

Det særlige ved denne vintagebutik er, at ejerne tager det brugte tøj i kommission. Det vil sige, at dem som har en masse mærketøj, der ikke bliver brugt, med fordel kan aflevere det i Rán Rosanna.

Til gengæld får de oprindelige ejere halvdelen af salgsprisen og du får en genbrugsbutik, som altid er fyldt op med nye, moderne second-handvarer fra førende brands som, Bruuns Bazaar, Chloè, Gucci og mange flere. Det er vist win-win for alle.

Køb danske møbler med charmerende patina

Udover tøj, så kan der også være mange penge at spare på møbler i de københavnske genbrugsbutikker. Hvis du vil investere i originalt dansk design, bør du overveje at besøge KLASSIK, som er et moderne møbelhus, der sælger unikke genbrugsmøbler af anerkendte arkitekter, såsom Arne Jacobsen og Paul Kjærholm. KLASSISK ligger i Bredgade i indre by, kun et stenkast fra Kongens Nytorv, Magasin og metroen.

Alle snedkermestermøbler i butikken er eksklusive, og alle varer er nøje udvalgt for at skabe et unikt sortiment af møbler med masser af særlige detaljer. De brugte designmøbler i KLASSIK er blevet sat i stand, men de har stadig beholdt den charmerende patina, som gør de enkelte møbler til noget ganske særligt.

Genbrugsbutikken der passer til alle

En sidste genbrugsbutik, der er værd at fremhæve, er den charmerende genbrugsbutik Edison & Co., der ligger på det livlige Vesterbro. Edison & Co. har noget, der passer til enhver pengepung – både den store og den lille. Det er steder som her, at du kan gøre de helt store fund uden at skulle bruge mere end 100 kr. I butikken kan du både finde vintage møbler og masser af små nipsting til boligen af både små og store designere.