Frederiks Have
På en sidevej til Smallegade på Frederiksberg ligger indgangen til gourmetrestauranten Frederiks Have. Menuen er sammensat af retter, der afspejler det nordiske køkken.
Restauranten har fået tildelt en Bib Gourmand i Guide Michelin Nordic Cities 2015 - en udmærkelse der symboliserer, at der her serveres god mad til rimelige priser.
De friske råvarer tilberedes helt fra bunden og stammer enten fra Danmark eller Norden. Menuerne skifter jævnligt alt efter hvilke råvarer, der er i sæson.
Fra aftenmenuen kan du vælge mellem tre, fire eller fem retter eller à la carte. Hvis du ikke har tid eller råd til at spise dig igennem en større menu på flere retter, så kan du fra mandag til torsdag bestille Hverdagsretten, der serveres til frokost og aften. Retten har en fast pris og skifter løbende.
Vinene på restauranten kommer hovedsageligt fra små vingårde, hvor der er fokus på kvalitet og økologi.