
Reffen - Copenhagen Street Food
Reffen er et kultur- og street food-marked på Refshaleøen i København. Et levende og mangfoldigt åndehul for alle, hvor der altid sker noget, og hvor musikken aldrig stopper.
Markedet så dagens lys i 2018 på en støvet og forsømt industrigrund i havnen, omgivet af nedslidte værksteder og gamle pakhuse. I dag er Reffen Nordeuropas største street food-marked – og et kulturelt hotspot med masser af koncerter og events hen over sæsonen.
Reffen er en oase på 12.000 m², direkte ud til vandet. Her kan du nyde street food fra hele verden med udsigt til Københavns smukke havn. Omkring 35 madboder, 10 barer, 4 kreative workshops og et lokalt bryggeri byder på alt fra autentiske smagsoplevelser til innovative håndværk. Hver bod og hvert værksted drives af selvstændige entreprenører, der deler deres passion med nysgerrige gæster og eventyrlystne smagsløg.
Refshaleøens industrielle fortid mærkes stadig på Reffen. Markedet er primært bygget op af udtjente skibscontainere, der giver stedet sit rå og industrielle udtryk, i harmoni med omgivelserne. Mellem containerne har Reffens egne gartnere skabt grønne lommer af flora og fauna, som tilfører liv og farve til det urbane landskab.
Et gammelt maskinværksted fra B&W-værftet er i dag blevet til Werkstatt – Reffens største indendørsområde. Det højloftede rum fungerer som scene for koncerter, udstillinger, klubaftener, loppemarkeder og meget mere og som spisehal for Reffens mange besøgende. Her samles folk til fællesskab og oplevelser – uanset vejr og vind.