6 museer på 1 billet: Kunst i verdensklasse på Parkmuseerne
Parkmuseerne er Københavns grønne museumskvarter med seks museer, der ligger i og omkring tre historiske parker midt i byen: Kongens Have, Botanisk Have og Østre Anlæg. Alt er inden for gåafstand og du kan få adgang til det hele med en enkelt billet.
Foto: Sara Ringgaard Price

Foto: Niklas Adrian Vindelev
SMK - Statens Museum for Kunst
SMK ligger i hjertet af København og rummer mere end 700 års kunst og kunsthistorie, der udfolder sig gennem udstillinger, omvisninger i voksen- og børnehøjde, kreative værksteder, film, koncerter, art talks, performances og meget andet. Udover at være et kunstmuseum er SMK også en autoriseret turistinformation, som kan hjælpe dig med at få det bedste ud af din tur til København.

Foto: Davids Samling
Davids Samling
Davids Samling er centralt placeret i det historiske København, tæt på Kongens Have. Museet indeholder en perle af en privatsamling af fantastisk islamisk kunst, ældre europæisk og nyere dansk kunst.

Foto: Mellanie Gandø© Wonderful Copenhagen
Den Hirschsprungske Samling
Den Hirschsprungske Samling på Østerbro i København rummer dansk kunst fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. I 1902 skænkede Heinrich og Pauline Hirschsprung deres imponerende kunstsamling til den danske stat, og i 1911 åbnede Den Hirschsprungske Samling for offentligheden.

Foto: Statens Naturhistoriske Museum
Statens Naturhistoriske Museum
Statens Naturhistoriske Museum er nationalmuseum for naturen i Danmark og er smukt beliggende i hjørnet af Botanisk Have nær Nørreport Station i hjertet af København. Træd ind i de smukke mineralsale, rør ved en tons tung meteorit fra det ydre rum og gå på opdagelse i naturens verden i de skiftende særudstillinger.

Foto: PR foto© Arbejdermuseet
Arbejdermuseet
Tæt på arbejderklassens hverdag gennem 150 år. I Arbejdermuseets gamle forsamlingsbygning fra 1879 kan du rejse tilbage til dine bedste- eller oldeforældres generations hverdag i centrum af København.

Foto: Erik Hageman
Rosenborg Slot
Rosenborg Slot i København huser nogle af Danmarks største kulturskatte. Slottet blev bygget 1606-34 af Christian IV som lystslot. I kælderen finder du de danske kronjuveler og kongekroner.





