Spis streetfood i centrum af København
Vil du spise spændende streetfood af højeste kvalitet, behøver du faktisk ikke at bevæge dig ret langt væk fra Hovedbanegården, hvis du ankommer med tog. For lige på den anden side af vejen ligger Tivoli Food Hall. Her kan du besøge hele 15 forskellige madboder og få alt fra sprøde pizzaer til sushi. Du kan både vælge at starte eller slutte dagen med en tur forbi Tivoli Food Hall, hvis du alligevel har planlagt en dag i Tivoli.
Streetfood med udsigt over Københavns kanaler
Et andet sted i byen kan du opleve noget af det bedste københavnske streetfood, imens du nyder udsigten udover Københavns skønne kanaler. Fra Nyhavn kan du krydse Inderhavnsbroen og tage en bid mad på det populære Broens Gadekøkken. Her får du velsmagende mad fra kendte københavnske kokke og restauranter som Gasoline Grill og Kejser Sausage.
Alle retter på menuen er lavet med kvalitetsprodukter og størstedelen af de 13 stande bruger økologiske råvarer. Udsigten er noget helt specielt med det gamle Nyhavn på den ene side og det moderne operahus på den anden.
Tag på en madoplevelse udenfor København
Et sidste sted som vi gerne vil fremhæve, er Værftets Madmarked i Helsingør.
Hop i toget og tag på tur til Helsingør i Nordsjælland. Her kan du blandt andet opleve det fantastiske Kronborg Slot, inden du skal have noget godt at spise. Værftets Madmarked er et samlingssted for mange på disse kanter. Spis dig mæt i fish ’n’ chips eller tacos i en afslappende atmosfære, hvor alle er kommet for at hygge sig. Har du mere energi, efter du har spist, kan du på Værftets Madmarked spille en omgang Foody Banko, petanque eller prøve kræfter af med nogle af de andre aktiviteter.